Forvaltningen overså problemerne på plejehjemmet Huset Nyvang

Ny rapport slår fast, at Randers Kommune burde have set de skjulte optagelser fra Huset Nyvang forud for dokumentaren Plejehjemmene bag facaden

Af Clara Al-Naseri

Forud for udsendelsen Plejehjemmene bag facaden kontaktede TV2 Randers Kommune og gav dem mulighed for at se de skjulte optagelser fra Huset Nyvang, som skulle vises i dokumentaren. Randers Kommune valgte ikke at se optagelserne, selvom de har handlepligt, hvis der er borgere, som ikke får den behandling, de har krav på. En ny rapport fra 17. marts beskriver, at man i kommunen skulle have set optagelserne for at kunne tage stilling til handlepligt.

Kommunen burde have set optagelser

”Man burde i forvaltningen have set den dokumentar, fordi der er handlepligt i kommunen, når man bliver gjort opmærksom på, at der er borgere, der ikke får den behandling, som de har krav på,” udtaler Christian Brøns (V), viceborgmester i Randers Kommune, og uddyber, at forvaltningen længe overså den kritik, der kom fra de pårørende, fordi de mente, at der allerede var rettet op på problemerne.

”Vores fejl har været, at vi har stolet på de efterretninger, der har været fra ledelsen på Huset Nyvang og fra forvaltningen i forhold til, at problemerne ikke var så store, som de var,” fortæller Christian Brøns (V), når han ser tilbage på håndteringen af Huset Nyvang.

I et online interview fortæller viceborgmesteren om, hvilke konsekvenser denne sag har haft for forvaltningen i Randers Kommune, og hvad håndteringen har betydet for hans tillid til dele af forvaltningen.

Manglende tillid til forvaltningen

Det har for Christian Brøns (V) haft betydning for hans tillid til forvaltningen i Randers Kommune.

”På baggrund af det, som er sket i løbet af de sidste tre år, så er der dele af forvaltningen, som jeg ikke har tillid til,” siger Christian Brøns (V)  

Det var forvaltningsdirektøren, som tog beslutningen om, at forvaltningen ikke ønskede at se de skjulte optagelser. Forvaltningen i Randers Kommune er blevet forelagt kritikken, og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt svarer i en mail, at ”undersøgelsen af ældreområdet bliver drøftet i Randers Byråd den 26. april. Det er byrådet som drager konklusionerne. Jeg har derfor ingen kommentarer.”

Just another Mediajungle.dk site